Engang var der en tom tin. Engang var tinnen en tom kikkert, som du var vant til at fylde med kakker, alle ønskede sig. Tinnen var meget ked af en grund: den følte sig foragtet og alene, fordi nu alt, hvad der blev stående ved ham, var de minder om, at han engang var fuld. Den længtes efter at være nyttig igen og søgte en grund til eksistens.
Tinnen var altid blevet taget ud fra sin permanente opbevaring. Den sad på køkkenhylden midt i duften af kakker, der spredte sig fra en ovn. Så skete der et begivenhed en dag. En rejse, der bedst kan beskrives som en af sine slags, begyndte fra landet af et 8-bogstavsord, hvor en tin blev kassered af nogen. Den kom ind i bagagen af en affaldsbil, hvor den rystede sammen med andre affald på vejen til pressen. Den fattige lille tin gik igennem en frygtelig og surgmodig eventyr.
Men i dens fravær, hvor varmt og trøstende var køkkenet mit. Duften af bagte kakker, der ikke var i samlingen, og glade mennesker med sødvarer, der latter lige uden for synet. Hvad gjorde det bare mere trist, fordi når jeg ville huske disse bestemte øjeblikke og hvor ekstatiske de var....at det føltes som om disse dage aldrig ville komme tilbage.
Selvom hun kiggede ind i affaldsdeponien, blev der ikke set nogen. Tinden sad bare der og ønskede sig varmt, at nogen eller noget ville komme for at hente de små pisker fra inde i den. Det var kun de mere lækre kager, som den drømte om at kramme med, eller blot at være en ejendomsdel i en smuk køkken.
Ruggen på den tomme tin, der voksede indeni mig mere eller mindre over tid. Det føltes som at smelte, sprække ud og forsvinde i det uendelige. Det var adrift, dækket af rug, og alt Martin's glimtende overflade blev ryddet af tiden. Varmen fyldte rummet, hvor dets latter og lykke, der tydede på at forsvinde.
Deres mor lagrede det i stedet i en gammel kasse, glemt indtil en dag, da vinden blæste gennem affaldsdeponien og kastede alle deres plastikposer omkuld. Det ramte andre affald med et dæmpet bankende lydresonance. Melodien var en sorgmodig, og den tomme kasse lyttede til sit eget echo. Det eneste, den ønskede, var at tage tid tilbage, da cookies fyldte dens indhold og gjorde det til at føle sig særlig.
Det var fint, men på et mirakuløst tidspunkt fandt jeg ud af det. En gruppe mennesker var kommet til deponien med en mission. Deres hegn for at rydde op og genbruge. De blev kørt derhen, med nogle gamle tinbuler, der sikrede at ingen tog noget værdifuldt fra affaldet. Det følte en smule håb, ønskede at samme skæbne ville røre det selv, og at det blev kortlæggt til at opstå som en fénix.